Miljøminister Kirsten Brosbøl skal giftes
Miljøministeren Kirsten Brosbøl (S) fik sig en glædelig overraskelse, da hun i marts fandt en ring på sin hovedpude.
Den var fra kæresten Daniel Raahauge, som friede til hende efter syv et halvt års forhold.
Parret gik straks i bryllupstanker, men først i dag, onsdag den 27. maj, kunne de fastsætte en bryllupsdato.
- Vi gik og ventede på en valgdato, for vi vidste jo ikke, om Helle Thorning-Schmidt ville udskrive valg til sommer eller til efteråret. Så i morges ringede vi straks og bookede en tid den 29. august, så vi kan få et sommerbryllup, siger Kirsten Brosbøl til BILLED-BLADET.
Kirsten Brosbøl skal giftes på Samsø
Den 37-årige socialdemokratiske politiker har sønnerne Walter, fire, og Alfred, to, sammen med Daniel Raahauge, der er ansat ved forsvaret, og parret har valgt, at de skal giftes på Samsø.
- Det er et sted, som vi har en fælles tilknytning til. Jeg er opvokset i Odder i Østjylland og kom ofte på øen som barn. Daniels familie har et sommerhus på Samsø, så han har også været der mange gange, siger Kirsten Brosbøl.
Derudover var det også på Samsø, at hun blev friet til – med en vintage-ring, som kæresten havde købt i Prag, efter at Kirsten Brosbøl tidligere havde spottet smykket på en ferie i den tjekkiske hovedstad.