Lykke Friis: Min hund er den bedste investering
Den 43-årige tidligere energi- og klimaminister Lykke Friis havde aldrig troet, at hun skulle blive så forelsket. Og så i en hund. Men det var ikke desto mindre, hvad der skete, da hun første gang mødte sin hanhund af racen bichon havanais, som hun senere gav navnet Winston efter den britiske premierminister.
- Ja, jeg blev jo snydt! Min mand havde sagt, at vi bare skulle ud at kigge på en hund, men det er jo ikke det samme, som at tage ud at kigge på en ny taske, så vi blev jo selvfølgelig nødt til at tage den med hjem, siger Lykke Friis.
Hun kommer ikke selv fra et hjem med dyr, men det gør hendes mand, seniorkonsulent i Kommunernes Landsforening Peter Warming, og derfor var hans savn efter en hund stort, og i dag kan Venstre-politikeren slet ikke forestille sig et liv uden hund.
- Det er perfekt at have en hund, og at man er tvunget til at gå tur med den, for jeg får talt med et hav af mennesker, efter jeg har fået hund, og har virkelig lært folk i kvarteret at kende. Som minister var det utroligt godt, for det er en isbryder af dimensioner, siger Lykke Friis.
Overvejer flere hunde
Hunden Winston har kun en enkelt testikel, så hvalpe ser det ikke ud til, at der bliver noget af, men derfor er den nu alligevel gået hen og blevet forlovet ind i den politiske familie i Venstre. Lykke Friis fortæller, at den har kastet sin kærlighed på Søren Pinds søns hund, men til trods for det deler den nu stadig seng med hende og hendes mand.
- Vi startede med at sige, at den skulle i hvert fald ikke op i sengen, men så kom den alligevel op i fodenden, og så kan I nok regne ud, hvad der så skete. Vi har jo ingen børn, og så kæmper vi da lidt om, om det er fars hund eller mors hund. Vi taler også om at få én mere, men det bliver nok for besværligt at rejse med to hunde, men han er jo også helt unik, siger Lykke Friis.
Lykke Friis og hendes mand skal nu for tredje gang deltage i Hundens Dag i Tivoli på lørdag med Winston iklædt Bayern München-fodboldtrøje, fordi Lykke Friis er dedikeret fodboldfan. Temadagen afholdes i samarbejde med Dansk Kennel Klub og Tivoli, hvor hundene har gratis adgang til haven.
LÆS OGSÅ: