
Kostede 10.000 kroner: Aarhus' borgmester forsvarer gave til prinsesse Isabella

I flere dage blev prinsesse Isabellas fødselsdag fejret – først i Aarhus og København og dernæst privat hjemme på Amalienborg.
Den 11. april besøgte prinsesse Isabella sammen med sin familie Aarhus Rådhus, og her havde kommunen sørget for et væld af underholdning til prinsessen og de mange gæster. Fødselaren fik desuden en gave, som borgmester Anders Winnerskjold overrakte på vegne af hele kommunen.

Armbåndet har en værdi på 10.000 kroner. Derudover har prinsesse Isabella også fået en gave af Folketinget og regeringen, som har foræret hende smykker for 26.000 kroner.
De dyre gaver har nu fået Jesper Olsen, der er formand for Transparency International Danmark, til at rette kritik. Til TV 2 Østjylland forklarer han blandt andet, at han ikke mener, de aarhusianske skatteydere via denne gave skal betale mere til kongehuset, end de allerede gør gennem skatten.
Anders Winnerskjold mener nu ikke, at armbåndet til 10.000 kroner, der er speciallavet og i 14 karat guld, er et problem.

- Man kan altid have en diskussion af det her, men jeg synes, det er helt okay, at vi kommer med en gave til 10.000 kroner, når vi har sagt ja til at holde en fødselsdagsfest for prinsesse Isabella. Det har vi råd til. Også i Aarhus Kommune, siger Anders Winnerskjold til TV 2 Østjylland.
Han anerkender, at det er en dyr gave, prinsessen har fået, men han mener, at det er passende, når kommunen havde gjort så meget ud af fødselsdagsfejringen.
