Helt særligt møde: Mette Frederiksen takker Phillip Faber
Mette Frederiksen er glad for, at Phillip Faber er med til at holde modet oppe hos os alle sammen midt i en svær coronatid. Og det er hun i en grad, så hun onsdag besøgte ham for at takke ham for indsatsen med at arrangere fællessang på DR.
Statsministeren skriver torsdag den 10. december på Instagram:
Et land er ikke kun bygget af sten
- Et land er ikke kun bygget af sten. Og det er netop i tider som denne, at vi har brug for fællesskabet og åndslivet. Fik i går anledning til at takke Phillip Faber for hans store engagement under corona. Den tak går også til alle andre, der har gjort en særlig indsats for at få os bedre gennem corona. Phillip Faber er nemlig langt fra den eneste.
Siger altså Mette Frederiksen og fortsætter sit opslag med en hyldest til alle dem i forenings- og kulturlivet, der har "bragt håb og trøst".
- Fælles for det hele er, at I har været noget for andre end jer selv. Tak, slutter hun.
Phillip Faber er chefdirigent for DR PigeKoret og har både i foråret og nu fået store dele af Danmark til at synge med, når DR sender fællessang.
BILLED-BLADET har tilladelse til at citere fra Mette Frederiksens instagramprofil.