Signe Lindkvist: Giv Søren Brostrøm en elefantorden
Signe Lindkvist, tv-vært, er som mange andre i denne corona-tid imponeret af Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm. Det afslører hun i sin og Iben Hjejles podcast "Sitter", hvor hun opfordrer dronning Margrethe til at give ham en elefantorden.
- Jeg helmer ikke, før majestæten har givet Søren Brostrøm en elefantorden. Dét, synes jeg, simpelthen han fortjener. Han skal have en kæmpe fortjenstmedalje, siger Signe Lindkvist i podcasten.
Her må Iben Hjejle dog kalde sin makker til orden og forklare hende, at elefantordenen kun gives til statsoverhoveder. Men at han måske kunne få et ridderkors.
Hvis ingen af delene sker, bliver de to veninder enige om at indstifte en "Sitter"-orden til den karismatiske sundhedsdirektør.
- Jeg er jo ikke den eneste, der har fået et godt øje til Søren Brostrøm, og jeg har sagt til min kæreste, som er ansat i det firma, der laver Vild med dans, at han bør arbejde på at få Søren Brostrøm med. Ikke lige nu, hvor han har travlt. Men når det her er overstået, bør han sætte alt ind på at få ham med, siger Signe Lindkvist med smil i stemmen.
Hun bor sammen med Mads Ulrik Holmstrup, direktør i produktionsselskabet "Mastiff".