Nordkraft-forfatters nye bog roses
I 2002 kunne forfatteren Jakob Ejersbo glæde sig over, at hans roman 'Nordkraft' først blev en gigantisk bestseller og og så blev en succes som film tre år senere. Siden arbejdede han på en roman-trilogi, hvoraf første bind nu udkommer 8. april knap et år efter hans død af kræft som 40-årig.
Jakob Ejersbos roman 'Eksil' får et enigt anmelder-korps til at glæde sig over en solid og velskrevet roman. Jakob Ejersbo "…fastholder knivskarpt den nøgne, nøgterne prosatone i denne grumme historie om den fortræd, man kan gøre mod børn og mod et kontinent," skriver Berlingske Tidendes anmelder og giver fire stjerner.
Og de andre anmeldere følger trop: "…set under ét kan "Eksil" måle sig med "Nordkraft", måske nød jeg den faktisk mere," lyder det fra Jyllands-Postens anmelder, der også sender fire stjerner efter 'Eksil', mens Politiken konstaterer, at "Jakob Ejersbo har efterladt et storværk."