25. apr. 2025
Af Pelle Rigtrup

Nikolaj Hübbe var væk i flere måneder: Nu forklarer han den sande årsag

Nikolaj Hübbe.
Nikolaj Hübbe.
Foto: Hanne Juul
Den tidligere "Vild med dans"-dommer afslører i et interview, hvorfor han var sygemeldt i en længere periode.

I august 2024 blev Nikolaj Hübbe sygemeldt på ubestemt tid fra sit job som balletmester ved Den Kongelige Ballet, der hører under Det Kongelige Teater.

Sygemeldingen fik blandt andet konsekvenser for "Vild med dans", hvor Nikolaj Hübbe ikke var en del af dommerbordet i efterårets sæson.

Til Ekstra Bladet fortalte "Vild med dans"-redaktør Mads Elias Ravn, at det var hans egen beslutning.

- Det er Nikolajs beslutning, og den ligger i tråd med, at han er sygemeldt på sit arbejde på Det Kongelige Teater. Hvis man sygemelder sig, så ser det mærkeligt ud at sidde her og være frisk og festlig, lød det fra redaktøren til mediet.

Nikolaj Hübbe endte med at være sygemeldt i fem måneder, men hvad var egentlig årsagen til sygemeldingen?

Sur i skralden

Det fortæller han nu til RADIO IIII i deres portrætprogram ’Et kapitel for sig’.

Da han får spørgsmålet, hvad han fejlede, svarer han således.

- Øh... vrede. Den virus, der hedder vrede. Og indignation. Jeg var godt sur i skralden. Altså betændt vred.

RADIO IIII har taget kontakt til Det Kongelige Teater, der fortæller, at der foreligger en lægeerklæring, men at de ellers ikke har nogen kommentarer, da der er tale om en personalesag.

Ifølge radiokanalen, der har foretaget en aktindsigt, fik Nikolaj Hübbe udbetalt løn under hele sin sygemelding, hvilket svarer til et beløb på 516.104 kroner.

Efter sygemeldingen valgte han at fratræde sin stilling som balletmester.

Mere om: