Vild med dans sagde farvel til Rasmus Nøhr
I sjette program af "Vild med dans" 2012 blev seerne igen underholdt med et show, der bød på lækre danserytmer i quickstep og rumba, og til aftenens indlagte holddans, bestående af dansernes egne koreografier.
Danseparrene har knoklet, trænet og gjort alt hvad de kan for at lære de indviklede dansetrin, og niveauet er da også blevet tydeligt bedre, nu da vi er mere end halvvejs inde i niende sæson, hvilket også afspejledes i aftenens flotte point fra dommerne.
I det hele taget var dommerpanelet i det lune hjørne og øste ud af roser og fine bemærkninger til de hårdtprøvede dansere, og selvom de ikke altid var helt enige i deres pointniveau, var aftenens point-resultat, alligevel bemærkelsesværdigt højt.
Programmets ultimative charmør, Rasmus Nøhr, kunne da heller ikke i aften undgå at charmere både dommere og publikum, og sangeren gjorde da også en dyd ud af at fortælle, at han til trods for lave karaktere gang på gang, meget gerne ville have muligheden for at fortsætte i showet.
Aftenens pointsluger var Louise og Silas der leverede en underholdende og yderst indlevende quickstep, hvor Louise Mieretzs skuespillertalent bestemt ikke var helt forgæves, og hun performede en underholdende dans med masser af attitude og show. Jens Werner hæftede sig ved, at parret skulle passe på, der ikke blev for meget show og for lidt dans. Alligevel høstede deres præstation 8-taller fra alle dommerne - 32 point samlet, hvilket er sæsonens rekord.
Også på musikscenen blev der her til aften underholdt i særklasse og The Antonelli Orchestra var som altid i feststemning. Orkestrets 30-årige forsanger Nellie Ettison leverede sæsonens nok mest følte og indlevende performance, med Bruno Mars-nummeret " I'll Catch a Grenade for You".
I holddans kategorien, der denne gang stod i Hollywood-filmens tegn, skulle Team Tomb Raider overbevise dommer om, at deres Lara Croft-inspirerede koreografi, kunne overgå Team Top Guns veludførte fortolkning af Tom Cruise-klassikeren. Team Tomb Raider gjorde det rigtigt godt og begejstrede dommerne der gav 28 point. Men Team Top Gun var lige en kende bedre og fik fire 8-taller fra et enigt dommerpanel - i alt 32 point.
God underholdning og flotte danse, fantastiske kreationer leveret af programmets systuer, og orkesterets professionelle toner ændrer dog ikke på, at "Vild med dans" er en konkurrence, hvor der hver uge skal siges farvel til et dansepar.
Efter parrenes opstilling i den berømte og berygtede dødsbanan, stod Rasmus Nøhr med Karina Frimodt og Louise Svalastog Spellerberg med Mads Vad tilbage og måtte tage en dans mere. Herefter stod det klart, hvem der måtte forlade programmet - det blev et farvel til Rasmus Nøhr og Karina Frimodt.
Der er nu fem par tilbage i "Vild med dans".