Søs Fenger fortæller om den svære jul efter faderens død
Julen er for mange forbundet med hygge, forventningens glæde og samvær med familien. Der bliver danset om juletræet, delt gaver ud og spist en masse god mad.
Og sådan plejer det da også at være for sangerinden Søs Fenger, men særligt en jul står som den værste jul nogensinde, fortæller hun i et stort interview med SØNDAG.
- Det må være julen, efter at min far døde. For den kan jeg slet ikke huske. Overhovedet ikke, fortæller Søs Fenger i interviewet.
Søs Fenger var fem år, da hendes far døde
- Jeg var fem år, da han døde, og der er et langt hul i min hukommelse efter chokket. Sådan reagerer kroppen med selektiv hukommelse. Det var noget, der blev pakket godt væk. Og det gælder for os alle sammen, men selvfølgelig mest for vores mor, som pludselig blev alene med fire børn. Men det var en hel familie, som nærmest bare frøs og kun lige akkurat huskede at trække vejret. Alle familier, som har gennemlevet det samme, ved godt, at det er sådan, det er. Kroppen husker, men hjernen forsøger at lade være, siger hun.