Sangeren Jesper Lundgaard skal skilles
- Vi har arbejdet et par år med konceptet "ægteskab", men vi har ikke formået at lære det. Derfor blev det en fælles beslutning, at det er bedst, vi går hver til sit. Så må vi håbe, at vi kan blive gladere hver for sig.
41-årige Jesper Lundgaard er flyttet i en lejlighed i Aarhus tæt på sin fem år yngre og nu forhenværende kone, Kristina, der er danselærer og international dansedommer. Parret har været sammen i 17 år, før det kom til det endelige brud, og der er ikke tale om utroskab.
- Nu skal jeg lige finde mig selv igen, og det tager tid, kan jeg mærke, fortæller Jesper.
Han finder det stadigvæk underligt, at sønnen Alexander på snart otte år på skift er hos ham og Kristina.
Det er især en udfordring at få karrieren og dagene alene med sønnen til at hænge sammen, fordi Jesper som sanger er vant til at arbejde på skæve tidspunkter. Heldigvis har Jesper og Kristina stadig et godt forhold til hinanden.
- Der kommer tidspunkter i livet, hvor opfattelsen af et ægteskab ikke harmonerer, og det har vi begge indset. Vi taler heldigvis pænt til hinanden og er enige om, at vi vil gøre alt det bedste for vores søn, som skal have tæt kontakt til os begge.
Frem til 22. oktober får Jesper Lundgaard meget andet at tænke på end det forliste ægteskab. Efter 11 års pause skal han for fjerde gang spille hovedrollen i "Les Miserables", der får re-premiere i Silkeborg.