Rørt Keld Heick hædret på Smukfest: Det er et fantastisk minde!
Fredag eftermiddag blev årets Polka Verner Legat uddelt på Smukfest.
Uddelingen af legatet har været en fast tradition på festivalen i over 20 år, men i år sker det for sidste gang.
En af de to modtagere til prisen og det medfølgende legat på 75.000 kr. var Keld Heick
– Keld Heick har om nogen grebet sin tidsånd og fornyet det, der gik forud for ham selv, lød en del af begrundelsen.
Keld Heick blev rørt
Ifølge BT sendte en meget rørt Keld Heick en hilsen til Finn Grunnet Sørensen, der var trommeslager i bandet Erling Erlang og Trio og derudover også kendt som Polka Verner.
– Tilbage i 1990 sang Hilda Heick og jeg "Militskvinder" på Bøgescenen sammen med Erling Erlang og Trio.
– Det er et fantastisk minde, sagde han.
Finn Grunnet Sørensen døde af kræft i 2003.
Ud over Keld Heick gik legatet også til musiker og skuespiller Emma Sehested Høeg, der modtog prisen for sin "fantastiske bevægelse på tværs af genrer".
Uddelt for sidste gang
Smukfest har i flere år hentet penge til legatet fra auktionshuset Lauritz.com.
Men i år er det anderledes, da festivalens samarbejde med auktionshuset er afsluttet, og pengene er hentet fra Smukfests egne kanaler.
Allerede sidste år blev beslutningen taget, at i år skulle blive det sidste, hvor prisen blev uddelt.
Den oplevelse nåede Keld Heick altså lige at få med.