Robbie Williams' hustru shopper løs i København
Det er ikke hver dag, der kommer en kunde ind i Figaros Bryllup i København og køber smykker for en kvart million kroner. Men det var netop, hvad der skete, da Robbie Williams hustru, Ayda Field, valgte at lægge vejen forbi butikken i St. Regnegade mandag eftermiddag.
Den britiske sangstjerne befinder sig i disse dage i den danske hovedstad for at optræde i Parken, og mens Robbie selv hyggede sig med at spille fodbold forud for koncerten, gik hans kone gennem tre år og moderen til hans datter Theodora Rose shop-amok i smykkebutikken.
- En gang om året har man de der kunder, der virkelig køber meget, fortæller ekspedienten Sofia fra Figaros Bryllup til Ekstra Bladet.
I første omgang vidste hun dog ikke, at 34-årige Ayda Smith var hustru til den 39-årige verdensberømte stjerne, men det fandt hun ud af, da hun spurgte den tyrkisk-amerikanske skuespiller, om hun skulle til Robbie Williams-koncerten om aftenen.
- Så svarede hun, at det nok ville være ubehøvlet, hvis hun ikke gjorde. For som hun sagde: ”I am his wife”, fortæller ekspedienten til avisen.
Ayda Field shoppede angiveligt for omkring 250.000 kroner i butikken og købte blandt andet et sæt diamantøreringe og et guldarmbånd med slangehoved og diamanter.