Remees assistent fik seks måneder for tyverier
Remees tidligere assistent Amanda Haslund blev i dag dømt for tyveri fra den tidligere X Factor-dommer og hans ekskæreste Maria Lenander. I kraft af sit job havde assistenten adgang til Remees privatbolig, og herfra var hun sigtet for at have stjålet tøj og andre effekter for 375.000 kroner.
Tøjet gik hun selv i og solgte det derefter på nettet. Amanda Haslund blev afsløret af billeder på Facebook, hvor hun bar det stjålne tøj.
Ud over den forståelige følelse af svigt havde tyverierne den økonomiske konsekvens, at Remees ekskæreste Maria Lenander blev nødt til at lukke den butik, hun havde forsøgt at få op at stå. Både Remee og Maria Lenander vidnede i retten på Frederiksberg mod Amanda Haslund.
- Jeg har aldrig været i retten før, så det er en ny oplevelse. Det er en kedelig sag, sagde Remee før retsmødet til BILLED-BLADET.
Da Remee opdagede tyverierne for halvandet år siden, bortviste han øjeblikkeligt Amanda Haslund og meldte hende til politiet.
Nu er dommen faldet, og Amanda Haslund modtog den på stedet, så hun kunne komme videre med sit liv og sit nye job hos den tidligere Popstars-vinder Jon Nørgaard på dennes nystartede pladeselskab.