Rasmus Nøhr: Min største last er kvinder, druk og hash
Den danske musiker Rasmus Nøhr lever lige pt. et liv på landevejen. Ikke som hjemløs, men i en tour-bus rundt om i Danmark.
I et nyt interview med Berlingske fortæller han om, at livet nok ikke altid leves på den stille og rolige side for musikeren.
På spørgsmålet om, hvad hans største last er, svarer han:
- Kvinder, druk og hash. Hvad skal jeg sige? Der er ikke noget formildende ved noget af det. Jeg kan kun sige, at jeg prøver at begrænse det, lyder det fra Rasmus Nøhr.
Mor og Helmig giver gode råd
For nylig kom det i et tv-program frem, at Rasmus Nøhr led af stærke kærestesorger, efter at han og hans forlovede havde slået op. Heldigvis har en stabil klippe i sit liv - hans mor.
- Hun kan til stadighed overraske mig. Hun er både klog og cool og har et utroligt fint pejlesystem, som lige kan pejle sig ind på, hvad der sker. Jeg har en fornemmelse af, at vi ligner hinanden meget, og at hun også bakser med nogle af de samme ting, som jeg selv gør. Derfor lytter jeg meget til, hvad hun siger, siger Rasmus Nøhr.
Det bedste råd har han alligevel fået fra musiker-kollegaen Thomas Helmig:
- Han sagde engang i et interview, at musikere og komponister kun bør skrive de sange, der selv vil skrives. Jeg ved ikke, om det giver mening for folk, der ikke selv skriver musik. Men jeg har taget det råd til mig. Man skal nøjes med at skrive de rigtig gode sange og lade alle de andre være, siger Rasmus Nøhr.