Peter Viskinde mister lillefinger
Sangeren og guitaristen Peter Viskinde mistede sin venstre lillefinger, da han hev store og tunge træplader ud af sin bil. Han var uheldig, faldt og tabte en 100 kilo tung træplade, som resolut skar hans venstre lillefinger af, skriver musikmagasinet Gaffa.
Peter Viskinde, der tidligere har spillet i Malurt og Big Fat Snake, og som nu har en produktiv solokarriere, spillede sit første job en uges tid efter uheldet på Vordingborg Festuge med indbunden hånd og fyldt med penicilin.
- Jeg var lidt i tvivl til at begynde med som guitarist, fordi jeg er jo sådan lidt autodidakt og på den måde ubevidst om, hvor meget lillefingeren egentlig betyder. Så selvfølgelig var jeg lidt i tvivl om, hvordan det skulle gå. Men jeg må sgu indrømme, at det gik meget godt, siger han til Gaffa.
Godt det var lillefingeren
- Der er nogle akkorder, hvor jeg skal bruge lillefingeren, og det havde jeg ikke forudset. Det var først, da jeg stod der. På længere sigt må jeg kompensere og så spille akkorderne et andet sted, hvor jeg ikke har brug for lillefingeren, fortæller Peter Viskinde og tilføjer:
- Jeg er bare glad for, at det ikke er de andre fingre - langemanden og ringfingeren - der er røget. Det kunne jo ligeså godt være sket. Det er jo bare et spørgsmål om, at pladen skulle være faldet en centimeter den anden vej. Så det kan jeg jo glæde mig over.
- Jeg må bare lægge stilen lidt om, tage akkorderne nogle andre steder og så komponere nogle sange der ikke kører så meget i mol. Det kan være, at det er en fordel. Det kan være en ny begyndelse. Når man som mig lige er blevet 60, kan man godt bruge et nyt frisk pust.