Noller Olsen har fået stor hjerteoperation
Noller Olsen har i et års tid gået og skrantet, og tirsdag i sidste uge gik den så ikke længere for den ene halvdel af Brødrene Olsen. Den 61-årige sanger blev indlagt på Rigshospitalet, og dagen efter gennemgik han en seks timer lang hjerteoperation. Han fik en ny hjerteklap af metal og ordnet en fortykkelse af hjertekammeret.
- Først og fremmest kan jeg sige, at det går rigtig godt fremad med Noller, siger storebror, Jørgen Olsen til BILLED-BLADET.
- Hele familien glæder sig til, at han snart kommer hjem fra Rigshospitalet. 14. oktober er Noller og jeg inviteret til Cliff Richards 75 års fødselsdagsfest i Royal Albert Hall i London, og dét håber jeg Noller bliver frisk til, siger han.
Noller Olsen har haft hjerteproblemer længe
Jørgen Olsen fortæller, at hans lillebror længe har haft hjerteproblemer og i et års tid har været meget træt. Samtidig har brødrene haft meget travlt, hvilket har slidt yderligere på kræfterne og gjort det svært at finde en dato til operationen.
- Lægerne valgte den gang at se tiden an. Det er klart, hvis han havde været akut syg, var han blevet indlagt med det samme. Men Noller har været meget træt, og ofte har vi efter en optræden måttet tage en hotelovernatning, hvor vi før ville være kørt hjem, siger Jørgen Olsen og forsikrer alle sine fans om, at brødrene vender tilbage for fuld musik, når Noller er helt klar igen.
NOSTALGI: Se billederne fra da Brødrene Olsen vandt Eurovisionen