1. apr. 2013
Af Jan Bergman

Nabiha tog et dykkercertifikat på Bali

Nabiha
Nabiha
Foto: Krestine Havemann
Hun har travlt, den 27-årige sanger Nabiha, og der er fart på karrieren. Alligevel finder hun tid til at rejse væk fra det hele – helst langt væk, og gerne alene.

I et interview med Politiken fortæller den dygtige sanger, at ferier er vigtige for hende.

- Jeg sparer ikke på ferier. I slutningen af 2012 kiggede jeg i kalenderen og fandt ud af, at jeg ikke havde holdt ferie i over et år. Selv om det er helt fantastisk at lave det, jeg brænder for, har jeg brug for at tage noget tid ud, så jeg blev nødt til at skemalægge en ferie.

Og rejsen foregår helst alene, forklarer Nabiha.

- I hverdagen er jeg meget sammen med andre, og det holder jeg af, men det er sundt for mig at være alene, trække stikket ud og få tænkt nogle ting igennem. Jeg synes, det er rart at kunne mærke efter, om jeg er på rette vej i mit liv, fortæller Nabiha, og tilføjer:

- Jeg købte en ferie til Bali og rejste rundt alene. Jeg kan godt lide at rejse alene, og har en liste over ting, jeg gerne vil opleve i mit liv. En af dem er at lære at dykke, for jeg er ikke helt stærk som svømmer og vil gerne udfordre mig selv. Så jeg tog et dykkercertifikat på Bali. Det var fantastisk og en meget befriende fornemmelse at kunne trække vejret under vandet - i en fantastisk og farverig verden.

Nabiha er både sangskriver og sangerinde med rødder fra Danmark, Mali, Marokko og Gambia.

Hun har netop udgivet sit nye album ”Mind the Gap”.

Læs mere om: