Michel Belli efter far Peters død: Det er en svær tid for os alle sammen
For to måneder siden gik hele Danmarks ”Ulven Peter” bort efter længere tids sygdom.
Peter Belli blev 79 år.
Mens han i den brede befolkning blev kaldt ”Ulven Peter”, var han Pappa for børnene.
Sammen med sin elskede June fik han tre børn, Michel, Chano og Natasja, og forleden gæstede sønnen Michel, 49, Go’Morgen Danmark.
Her fortalte Michel Belli om, hvordan familien har det efter Peters død.
- Det er en svær tid for os alle sammen. Min far betød rigtig meget for os. Jeg tror, andre der har mistet forældre… Det skal man lige vænne sig til, fortalte en tydeligt rørt Michel i TV 2’s Go’Morgen Danmark.
- Først kommer sorgen og chokket og en masse ting, man skal tage sig af… Begravelse og trøste børnene… Nu er der gået et par måneder, og så kommer det der ”Det ville jeg godt lige have ringet til ham og sagt… Eller det ville han blive glad for…" Det, tror jeg, bliver ved mange år endnu, lød det fra Michel Belli.
Far og søn, Peter og Michel Belli, havde musikken sammen, og selvom de havde spillet hver for sig i hver deres bands, brugte de hinanden til sparring og samarbejde. Først kort tid før Peter Bellis død mødte de hinanden i studiet, hvor de indspillede sangen ”En sidste sang”:
En rørende sang om at sige farvel for sidste gang.
Læs mere om Peter og Michels ”En sidste sang” i linket herunder.