Johnny Madsens søn deler gribende ord efter tabet af sin far
Efter længere tids sygdom er musiklegenden Johnny Madsen sovet stille ind. Han blev 73 år.
Det skete ifølge Johnny Madsens søn, Rasmus Madsen, mandag eftermiddag.
Til Ekstra Bladet har Rasmus Madsen delt rørende ord om sin far og sin opvækst, der var præget af kærlighed.
– At vokse op som søn af kulturikonet Johnny Madsen er at vokse op i lige dele lys og skygge. At vokse op med manden som min far er et liv i omsorg, tryghed og endeløs kærlighed, skriver han til Ekstra Bladet.
For Rasmus Madsen er det noget helt særlig, som han mindes ved.
– Det, der i virkeligheden står tilbage i efterklangen, er følelsen af mine drengefingre i hans lune hånd, da vi gik sammen til bogbussen i Gudum, og senere når vi gik ned og slog smut ved havnen i Nordby, og han lærte mig at se og lytte til verden omkring os. Både til det, der kan ses og høres, men også til alt det, som ikke kan. Hans varme blev aldrig kold, lyder det videre fra multikunstnerens søn.
Rasmus Madsen er trådt i faderens fodspor. I dag lever han nemlig også af musikken og har bandet ”Rasmus Madsen band”, og gennem årene har han flere gange lavet musik med sin far.