Jørgen Olsen: Sådan går det med Noller
I juni kom det frem, Niels ”Noller” Olsen var blevet ramt af en hjerneblødning og som følge deraf måtte aflyse flere koncerter.
Men nu er der tilsyneladende godt nyt for de mange fans af ”Brødrene Olsen”.
Han skal efter planen nemlig optræde onsdag aften.
Noller Olsen tilbage på scenen
Det fortalte hans bror, Jørgen Olsen, da BILLED-BLADET mødte ham til det store motorløb Copenhagen Historic Grand Prix.
- Han kommer hjem fra Spanien, og så skal vi spille på Smukfest onsdag. Tirsdag har vi en øver med The Antonelli Orchestra, og så får vi se, for jeg er ikke rigtig klar over, hvor meget han kan og ikke kan. Men det vil forhåbentlig vise sig. Og forhåbentligt positivt selvfølgelig, fortalte en optimistisk Jørgen Olsen.
Onsdag aften er de to populære herrer blandt de 40 musikere, der skal optræde til en storslået jubilæumskoncert i anledning af festivalens 40-års jubilæum.