Hyldest til Danmark: Aura optrådte for kong Frederik i havfruelook med kæmpe pailletter
Aura Dione er den første dansker, som har fået æren af at optræde for Danmarks nye konge.
Det skete onsdag aften i den polske hovedstad Warszawa, hvor popstjernen indtog scenen til en Grand Dinner, hvor kong Frederik var æresgæst.
39-årige Aura Dione skulle optræde med sin nye sang ”Mirrorball of Hope”, som hun også stiller op med i Dansk Melodi Grand Prix 2024.
I dagens anledning havde sangerinden valgt at sende en hyldest til sit hjemland ved at bære et skinnende havfruelook.
Outfittet bestod af en lang, sølvfarvet nederdel med kæmpestore pailletter og en mørk top, hvor der stod ”Copenhagen” og var et billede af Den Lille Havfrue.
Aura Dione har delt et interview med B.T. i et opslag på Instagram, hvor hun fortæller om sit look og om at skulle optræde for kongen.
- Det er en meget vigtig og stor dag for vores kongerige, at pludselig står vi her med en helt ny konge. Det er noget helt særligt. Derfor har jeg også taget den Lille Havfrue på og skal repræsentere Danmark i Polen, siger sangerinden og tilføjer:
- Jeg føler mig meget beæret og heldig og klar til at stå på scenen i aften.
Se alle billederne af Auras havfruelook og hendes optræden i galleriet øverst i artiklen.