Gitte Hænning fejret til søs
Der var solskin om bord og champagne i glassene, da Gitte Hænning styrede den 43 år gamle, fine mahogni-yacht Moby-Dick ud fra kajen ved Amaliehaven i København.
- Jeg har både glemt min hat og min sminke, men pyt med det. Nu skal vi bare ha' det festligt. Skål alle sammen, lød det fra skipper Gitte, der herefter hævede sit glas og for et øjeblik overlod roret til bådens "rigtige" skipper, Buster. Gitte Hænning havde egentlig tænkt sig at fejre sin 65-års fødselsdag i Berlin, hvor hun bor, men ombestemte sig i sidste øjeblik.
- Selvfølgelig skal jeg være i Danmark på min fødselsdag, jublede hun, da hun kom løbende ned mod springvandet ved Amaliehaven med et lille dannebrogsflag i den ene hånd og en lille hvid solparasol i den anden. Kjolen med den store sømandskrave fik hun syet før sin tur til Grønland for nylig, og den var dejlig luftig til sejlturen rundt i kanalerne.
Vild med Grønland
En af fødselsdagsgaverne var en lille fedtstensfigur af en grønlandsk kvinde med sit barn på ryggen, og bedre gave kunne Gitte ikke have fået.
- Jeg er blevet helt vild med Grønland, og jeg vil derop igen. Slå mig ned et sted og male et billede i rødbrune og hvide farver på et kæmpe lærred. Men det er nok bare en drøm, sagde hun og smilede til Marianne Juhl, der forærede hende figuren.
Da båden stævnede ud fra kajen ved Amaliehaven, kunne alle turisterne på land høre, hvordan den danske fødselsdagssang lyder, og den kunne Gitte selvfølgelig også synge med på, mens hun vinkede og smilede til alle.
Inden turen sluttede, havde Gitte både set Den Lille Havfrue og Operaen fra søsiden.
- Og det er sør'me ikke hver dag, det sker, sagde hun med et stort smil. For selv om hun for mange år siden valgte at bo i Tyskland, er hun stadig helt dansk langt ind i hjertet.
Gitte Hænnings fødselsdag sluttede i Tivoli, hvor hun spiste middag med sin nevø, Mikkel Hænning og hans søde veninde Regitze.