Er for hårdt ramt af sygdom: Celine Dion aflyser alt
Siden efteråret 2022 har Celine Dion været nødt til at udskyde og aflyse sine koncerter.
Det samme sker nu for den europæiske del af den turné, hun skulle på til efteråret.
Turnéen inkluderer to datoer i Danmark.
Men nu meddeler Celine Dion i en pressemeddelelse på sin hjemmeside, at turnéen er aflyst.
Celine Dion kan af helbredsmæssige årsager ikke være en del af den kommende turné, der også strækker sig helt ind i 2024.
- Jeg er meget ked af at skulle skuffe jer alle sammen endnu en gang. Jeg arbejder meget hårdt på at komme tilbage på fuld styrke, men at tage på turné kan være meget vanskeligt, hvis man ikke er 100 procent frisk. Det er ikke fair over for jer at udskyde de kommende shows, og selv om det smerter mit hjerte, er det bedst at aflyse alt, indtil jeg er klar til at vende tilbage på scenen. Jeg ønsker, at I alle sammen skal vide, at jeg ikke har tænkt mig at give op… og jeg kan næsten ikke vente til, at vi skal ses igen, fortæller Celine Dion i pressemeddelelse.
Hun har tidligere offentliggjort, at hun lider af ”Stiff Person Syndrome”, der besværliggør hendes bevægelse, men det påvirker også stemmebåndene, så hun får problemer med at synge.
Celine Dion opdagede i sin tid sygdommen ved, at hun var hårdt ramt af muskelkramper.
Det betyder altså også, at de danske fans, der skulle have set hende i Royal Arena i september, desværre må droppe det.