Dorthe Kollo: Min mor vogtede altid over mig
Dorthe Kollos mor døde sidste år, 91 år gammel.
– Og selv om vores forhold aldrig blev rigtig godt, besøgte jeg hende ofte og gik helt i sort, da hun døde. Jeg tænker på hende hver dag, siger hun til SØNDAG.
Forholdet til moderen gik galt allerede dengang, Dorthe som otte-årig begyndte sit liv som barnestjerne.
– Jeg var ude og synge i forsamlingshuse hver eneste lørdag og deltog i alle mulige udsendelser. Min mor var min manager og kørte mig rundt, indtil jeg var 18. Det er ikke sundt for en teenager at tilbringe så meget tid sammen med sin mor, især ikke når hun var så lidt hjertevarm, som min var, siger hun til SØNDAG.
Hun var en drage
Dorthe Kollo siger, at hun elskede at optræde, så problemet var ikke, at hun følte sig presset.
– Jeg fik chokolade og bamser, og folk syntes, at jeg var yndig og vidunderlig. Det nød jeg. Problemet var, at min mor ikke magtede at give et kram eller snakke med mig om det, der optog mig. Hun var en drage, der altid vogtede over, om jeg så pæn nok ud. Især har Dorthe Kollo haft svært ved at tilgive sin mor, at alle de penge, hun tjente som barnestjerne, var pist forsvundet, da hun blev 15 år og kunne råde over dem selv.
– Selvfølgelig skulle min mor have haft del i dem. Hun havde jo sørget for det hele og betalt vores udgifter. Men det var alligevel et chok, at der ikke var en øre tilbage.
Indimellem har Dorthe Kollo næsten følt et had til sin mor.
Utallige timer hos en psykolog har dog langsomt Dorthe til at indse, at hendes mor ikke havde været hård uden grund.
– Når min far endelig kom hjem, var han tit fuld og havde brugt de penge, han havde tjent. Pludselig kunne jeg se, at de havde været to om at skabe den uro og usikkerhed, jeg husker. Egentlig har min mor klaret det utrolige. Foruden vores hjem tog hun sig også af min karriere og styrede to frisørsaloner. Hun sled i det.
Havde også gode sider
Og der var også en god side ved hendes hårdhed.
– Hun lærte mig at holde begge ben på jorden, være selvdisciplineret og have styr på mine ting.
Dorthe nåede aldrig at få talt ud med sin mor om deres forhold, og det blev ved med at være et savn, at de ikke kunne være mere for hinanden.
– Når hun besøgte mig på sine ældre dage, havde hun altid blomster eller en gave med. Men jeg ville jo hellere have, at vi kunne tage om hinanden og grine sammen. Hun var så pakket ind i sin bitterhed lige til det sidste.