15. jul. 2013
Af af Lisbeth Madsen, Newsdesk, Aller Media

Dicte ville helt væk fra musikken

Dicte
Dicte
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Efter bruddet med Laust Sonne, i 2009 var Dicte klar til at droppe musikken til fordel for en lederuddannelse. Men heldigvis var musikken ikke færdig med hende.

– Lige efter bruddet med min eks, syntes jeg, at rockland var noget af det mest opreklamerede lort, der fandtes. Jeg havde ikke den store fidus til mænd lige på det tidspunkt, men sgu heller ikke til musikbranchen. Og da besluttede jeg: Jeg vil lave noget andet. Noget helt andet, simpelthen, siger Dicte til ugebladet SØNDAG i denne uge og fortsætter:

– Jeg søgte så og kom også ind og gik i gang med en MBA i kunstnerisk ledelse, siger hun.

Mere musik og en ny mand

Dicte, 46, har ellers været i musikbranchen i det meste af sit liv, og hun fik sit gennembrud med bandet Her Personal Pain allerede som 23-årig. Musikken var da heller ikke klar til at give slip på Dicte, ligesom det heller ikke var slut med mænd i hendes liv, skulle det vise sig.

– Jeg mødte en ny mand, hvilket vil sige: Jeg lagde ikke specielt mærke til ham den aften, for jeg lagde ikke mærke til nogen mænd overhovedet, men han lagde mærke til mig. Samtidig fik jeg en hel del spillejobs. Og det betød alt sammen, at jeg først var nødt til at tage én orlov fra studiet, inden jeg overhovedet kom i gang med det, og så tog jeg én til, og til sidst måtte jeg erkende, at jeg ikke havde tid, og at det i virkeligheden var noget andet, der trak, siger Dicte.

Et had-kærlighedsforhold

Dicte og musikken er imidlertid ikke altid et lykkeligt forhold. Hun føler ikke altid, at det er frivilligt, at det er den, der er blevet den røde tråd i hendes liv, for hun mener, at hun også har talent for så meget andet.

– Musikken har valgt mig. Sådan er dét. Jeg kom ind i musikken ved et tilfælde. Og som det ofte sker, sætter tilfældet noget i gang, og hvis det så ikke stopper, bliver det det, der bliver éns snor i livet. Det er også det, der får mig til at sige, at jeg oplever dét at være i musikken lidt som at leve i et voldeligt forhold. Forstået på den måde, at jeg ikke kan undvære musikken, og jeg kan ikke komme væk fra den, selv om jeg indimellem synes, der er mange andre ting, jeg er god til, og som jeg kunne lave i stedet for, siger Dicte.

Sally Field har fået knust sit hjerte af filmbranchen – ikke af mænd. Læs mere på Soendag.dk

Få tre kendte kvinders bedste kærlighedsråd på Soendag.dk

Læs mere om: