Det glæder Michael Falch sig til på Smukfest
I år kan Skanderborg Festival fejre 40-års jubilæum, og i den anledning spiller en række af Danmarks bedste kunstnere gennem tiden deres største hits.
Det bliver et brag af en jubilæumsforestilling onsdag aften, hvor blandt andre Michael Falch optræder.
Hit på hit
- Jeg tror det bliver en meget smuk oplevelse, for det bliver hit på hit, og publikum vil kende alle sangene, siger han til BILLED-BLADET før koncerten.
- Det er et vældigt sammenrend af mange mange navne fra mange års musik i Danmark. Det må være et af de vildeste medleyer, der er blevet spillet i Danmark.
Til den store jubilæumskoncert spiller Michael Falch under eget navn, men det er ikke slut med hans legendariske band Malurt. Blandt de mange andre store navne på scenen er Sneakers, Gnags, Dodo and the Dodos, Brødrene Olsen, Sebastian, Laid Back og Nana. Og det hele med musik af "Vild med dans"-bandet The Antonelli Orchestra.
- Der står godt nok Malurt ud for mig på listen, men det er altså først næste år, vi kommer på banen igen.
Koncerten optages i øvrigt til tv - så alle vi, der ikke kan synge med i Bøgeskoven i aften, kan glæde os til musikken senere på året hjemme i stuerne.