Mira Wantings veninde: Jeg er fuldstændig ulykkelig
Det har været et hårdt slag for familie og venner at miste den afholdte skuespiller og mor til to Mira Wanting.
Mira Wanting blev fredag bisat fra Søndre Kapel ved Grundtvigs Kirke på Bispebjerg. Herefter er det væltet ind med tilkendegivelser fra kendte såvel som almindelige mennesker, der alle føler et stort savn.
Mira Wantings nære veninde skuespilleren Julie Ølgaard føler sig fuldstændig ulykkelig og tom for ord, men hun forsøger alligevel at sætte ord på det store savn på sin blog.
"Dette bliver ikke et langt indlæg, da jeg er fuldstændig ulykkelig og tom for ord. Det er så trist, at det er umuligt at beskrive, men jeg vil alligevel vise min respekt for et fantastisk menneske, som vil være mere savnet, end man forstår."
"Mira Wanting - tak for den, du var, og den du altid vil være i mindet. Jeg respekterer dig, elsker dig, og jeg sætter SÅ meget pris på de minder, vi nåede at få sammen, og de drømme vi havde sammen."
Efter et års kamp mod livmoderhalskræft måtte Mira Wanting opgive kampen og døde den 22. december blot 34 år gammel. Hun efterlader sig døtrene Alberte på 13 år og Filippa på to et halvt år.
Julie Ølgaard slutter sit mindeord således:
"Du vil leve videre i dine skønne døtre, og i de mennesker der holder af dig - og det er heldigvis MANGE."