Mathilde Passer afslører lykkelig nyhed: Skal giftes med sit livs kærlighed
Bryllupsklokkerne ringer for skuespiller Mathilde Passer.
Dagen før hendes 30-års fødselsdag, gik kæresten – nu forlovede – på knæ, og hun svarede med et stort ’ja’.
Det afslører skuespilleren på sin Instagram.
”I dag bliver jeg 30. Men i går sagde jeg ja til at gifte mig med mit livs kærlighed”, skrev Mathilde Passer søndag til billederne af det forelskede par og den smukke ring.
Skuespillerens store kærlighed hedder Thomas Fritsche.
De har allerede kendt hinanden en del år – endda så mange, at det kan være svært at huske, hvordan det hele begyndte.
- Vi har kendt hinanden 13 år, så vi går langt tilbage, og vi mødte vist hinanden… ja, et sted på Sjælland, fortæller Mathilde Passer med et glimt i øjet til BILLED-BLADET.
Mathilde Passer debuterede på Nørrebro Teater i 2019 med hovedrollen som Annie i “Jeg er sgu min egen”, efter hun blev færdiguddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus i 2018.
Ellers har hun blandt andet medvirket i filmen “Spies og Glistrup”, dramadokumentaren ”Krag & Virkner” samt serien ”Når støvet har lagt sig”.
Mathilde Passer er datter af Dirch Passers yngste datter, Josefine Passer.