Masser at fejre: Christian Stadil og hustru holdt stor champagne-fest
Solen skinnede fra en blå himmel, DJ-musikken spillede og der var dækket op med alskens lækkerier ude i haven i Hummels københavnerdomicil, der ligger i "Danmarks største villa" på Østerbro, da tidligere "Løvens Hule"-investor Christian Stadil, 49, og hustruen Alice, 34, bød indenfor til fest.
Helt ny champagne
Humøret var højt hos parret, der da også havde masser at fejre på den store dag, hvor flere hundrede inviterede, deriblandt samarbejdspartnere og kendisvenner, kiggede forbi.
Christian Stadil fortalte til BILLED-BLADET, at de holdt festen for at fejre et rekordregnskab for familiens holdingselskab Thornico, lanceringen af koncernens første champagne LE NON MOI, en ledsagende kollektion fra Libertine Libertine samt et nyt Thornico legat.
Stor passion
- Det er primært et internt projekt, men også en champagne, som kommer til bliver solgt udvalgte steder. Men til at starte med er det mere et passions-projekt, fordi jeg efterhånden har det som en stor passion og læser en masse om champagne, lød det entusiastisk fra Hummel-bossen, der allerede er ved at lave næste champagne.
Også legatet, der kommer til at være på 250.000 kroner, fortalte Christian Stadil begejstret om.
- Legatet skal gives til en kunstner, der laver et fantastisk musisk værk, en forfatter, der skriver en bog, som gør, at vi glemmer tid og sted, en forsker, der forsker i bevidsthed eller den yogaudøvende, som hjælper flere til at opnå denne her zen-tilstand, hvor vi slipper bevidstheden om selvet og bliver opslugt af det, vi laver. Det lyder meget flippet, men det er også moderne videnskab. Det vil vi gerne hylde og fordre med vores til start lille legat, som jeg håber kan vokse, forklarede han.
Skøn ferie
Christian Stadil har netop været på en skøn to ugers sommerferie med sin hustru Alice og parrets børn, Winston, 8, Hamilton, der snart fylder 7 år, Harper, 5, og Archibald, 2.
- Vi var på Sicillien, det var dejligt at komme lidt ud og rejse igen. Først havde i tænkt os at blive i Danmark, som jo også er super skønt om sommeren. Men så havde Alice været hjemme med børnene i halvanden måned, og jeg havde svært ved at løsrive mig fra arbejdet og kunne godt se, at det med Danmark ikke ville holde og det ville blive svært for mig at trække stikket ud.
- Så fire dage før vi rejste, traf jeg en nødbeslutning og var inde på nettet og fandt en villa på Sicillien til os, fortalte Christian Stadil, der nu ser frem til en spændende tid.