Martin Hall: Var for lille og blev afvist
Musikeren Martin Hall har fået adskillige afslag fra pladeselskaber, men alligevel fik han sit værste afslag i teenage-årene:
"Det er faktisk ikke inden for auditions, men da jeg var 14 år og gerne ville ind og se punkgruppen Sex Pistols i København i 1977," fortæller Martin Hall:
Blev sendt væk
"Jeg var simpelthen for lille. Jeg var som sagt kun 14 år og blev sendt pure væk. Det var faktisk det værste afslag, jeg har fået indtil videre i min karriere, at jeg ikke fik lov til at se mine helte dengang. De gik i opløsning seks-syv måneder senere, så det lykkedes aldrig."
Nu befinder du dig så i en position, hvor du som dommer kan aflive andre folks drømme…
"Hvis det her stopper dem, så er det nok ikke det, de skal gøre alligevel. Forstået på den måde, at jeg har fået mange nej'er i løbet af min karriere fra pladeselskaber, der ikke ville udgive det, jeg lavede, fordi det var for specielt. Det har dog ikke afholdt mig fra at gå videre," filosoferer dommer-trioens intellektuelle indslag.
Martin Hall understreger, i en opsang til audition-deltagerne, at dommernes dom ikke besegler deres kunstneriske skæbne:
Modstand er vigtig
"Det er en ting, man ligesom må stole på i sig selv. At hvis det er det, man vil, så er det sådan set lige meget, hvad vi tre dommere siger, så skal man nok komme videre senere og udbygge det, man kan, i lyset af modstand. Jeg tror, at modstand er ret vigtig nogle gange, men den skal selvfølgelig ikke være knusende."