27. okt. 2008
Af af Liz Rørsig
Marianne Eihilt stopper i Vild med dans
Marianne Eihilt trækker sig tilbage fra Vild med dans, mens hun er på toppen. Nu vil hun i stedet dedikere sin tid til sin danseskole og kæresten Kurt, som hun drømmer om at stifte familie med.
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Marianne Eihilt har været med i alle fem omgange af Vild med dans. Men nu er det slut, for privatlivet trækker.
Da Marianne Eihilt begyndte denne femte sæson af Vild med dans, gik hun med den fornemmelse i maven, at det nok var sidste gang. Og den fornemmelse holder, desværre for Mariannes mange fans, stik.
"Det er fantastisk hårdt at være med, og jeg giver mig selv, som skulle jeg til et verdensmesterskab. Jeg kan ikke love, at jeg ikke ændrer mening om måske et år eller to, men lige nu føler jeg, at det er det rigtige at sige stop. Jeg har også et privatliv med Kurt, som jeg gerne vil passe," fortæller Marianne Eihilt til BILLED-BLADET.
"Når jeg står på fredag og har danset den sidste dans med Joachim, kan jeg ikke love, at jeg ikke flæber over, at det er slut. Jeg glæder mig og håber, at han får den bedste dag."