Margit Brandts sygdom fortsætter
- Min mor er ikke kommet hjem endnu, men det kommer hun forhåbentlig snart, siger Julie Brandt, hvis mor, Margit Brandt, 64 år, har været alvorligt syg gennem længere tid. Margit Brandt har i en periode været indlagt på en intensivafdeling. Men om hun stadig er på hospitalet, vil Julie Brandt helst holde for sig selv.
- Jeg vil helst ikke udtale mig om, hvor hun er lige nu. Men hun er ikke kommet hjem endnu, siger Julie venligt, da BILLED-BLADET møder hende og ægtefællen Thomas Dam ved Café Ketchups åbningsreception i Tivoli. Den kendte modeskaber Margit Brandt, som sammen med sin mand og Julies far, Erik, har slået Brandt-navnet fast som synonymt med dansk tøjdesign i verdensklasse, har i flere måneder kæmpet med et skrantende helbred. Den 5. marts blev hun indlagt på Rigshospitalet. Det, der begyndte som en lungebetændelse, udviklede sig til noget langt alvorligere. Gang på gang har Erik og døtrene, Julie og Emilie, troet, at Margit var på vej hjem. Endnu er hun dog ikke rask nok til at vende hjem til familien, og det er uvist hvornår det sker.