Lykkelig Lise Baastrup: Afslører bryllupsplaner
Lise Baastrup er i fuld gang med bryllupsplanlægningen.
Det fortæller hun på Instagram, hvor hun har delt et billede af sin forlovede Jacob Dahl, der står med nyprintede bryllupsinvitationer i hånden.
Invitationerne afslører samtidig, at parret skal giftes den 2. april.
Klar til skønt forårsbryllup
Lise Baastrup, der blev forlovet i efteråret 2020, har tidligere givet udtryk for, at det på grund af pandemien har været svært at sætte en endelig dato. Men nu er de altså klar til et skønt forårsbryllup.
Parret mødte hinanden, da Lise Baastrup spillede med i ”Cirkusrevyen”, hvor Jacob Dahl, der desuden er søn af Lisbet Dahl, er forestillingsleder.
Vi er meget ens
Lise Baastrup har tidligere sat ord på, hvorfor hun og Jacob Dahl passer så godt sammen:
- Vi er ikke modsætninger, vi er faktisk meget ens. Vi har de samme værdier, samme humor, samme tempo og et højt energiniveau. Så vi passer rigtig godt sammen, fortalte en glad Lise Baastrup til BILLED-BLADET.
Sammen har parret datteren Laura, der kom til verden i februar 2019, mens Jacob Dahl også har to voksne børn.