Lotte Heise: Sådan er min drømmemand
Hurtig-snakkeren Lotte Heise har stået brud to gange og er blevet skilt to gange. Og i efteråret gik hun fra sin kæreste gennem ti år.
Men bare fordi der ikke er nogen faste mænd i hendes liv lige nu, så betyder det ikke, at Lotte Heise helt har droppet tanken om en mand.
Han må da gerne have en million
Når man spørger hende, hvad det er for en type mand, der kan gøre sig forhåbninger om at få fast plads i hendes liv, lyder hendes svar da også muntert og spøgende, men seriøst nok:
- Han må da gerne have en million. Men jeg behøver det jo ikke. Jeg kan godt klare mig selv. Jeg vil bare gerne have én, som er sød og omsorgsfuld, og som jeg kan grine sammen med, og som ser godt ud og kan kalde en skovl for en skovl, og som så i øvrigt vil lade mig være i fred engang imellem, siger hun i et stort interview med ugebladet SØNDAG.
Han skal ikke kigge over skulderen
For hun indrømmer, at det jo egentlig er rart at have en mand i sit liv.
- Det er rart at vide, at der er én, man godt kan lide. Men han behøver ikke ligefrem at stå og kigge mig over skulderen, hver gang jeg spejler æg, bortset fra i øvrigt, at jeg aldrig spejler æg, siger hun.