11. dec. 2008
Af af Signe Ravn
Lone Kühlmanns juletræ savet midt over
Lone Kühlmann og hendes mand var et år økonomisk bevidste og valgte et juletræ blandt havens grantræer. Det var dog for højt, så saven måtte i brug.
Foto: Birger Storm
Forfatteren og debattøren valgte et juletræ, der var for højt til at stå i stuen. Det blev savet midt over.
Da Lone Kühlmanns børn var helt små, besluttede forfatteren og hendes mand en jul at spare penge ved at fælde et egnet juletræ i deres egen have. Og de fandt en smuk gran. Der var kun et problem.
"Træet var mindst en meter for højt. Vi kunne ikke hugge af toppen, for det ville se komplet idiotisk ud, og fra bunden kunne det slet ikke lade sig gøre. Min mand, der ikke er den fødte 'handy-mand' besluttede så at skære en meter ud på midten," fortæller Lone Kühlmann til Ekstra Bladet.
"Så skar han enderne til, så de formede henholdsvis et hulrum og en lille prop og skruede hele herligheden sammen igen," forklarer Kühlmann til avisen og tilføjer triumferende: "Og det holdt!"