Lone Hertz: Sådan har jeg det med at blive 80 år
Den livsglade og lattermilde Lone Hertz kan snart fejre, at hun runder et skarpt hjørne.
Den 23. april fylder hun nemlig 80 år.
- Jeg har aldrig været god til at fejre eller blive fejret, og dagen falder lige omkring påske, fortalte skuespilleren i TV 2’s ”Go’aften Danmark” og tilføjede:
- Men jeg tror, at mine dejlige, voksne børn har tænkt sig, at vi skal tage til en eller anden storby sammen. Så jeg regner med at være i Rom eller Paris.
Travl Hertz
Det er over 60 år siden, at Lone Hertz debuterede som skuespiller, og i øjeblikket medvirker hun i forestillingen ”Mød mig på Cassiopeia” på Folketeatret.
Selv om hun fylder rundt, har hun ikke tænkt sig at stoppe med at arbejde lige foreløbigt.
- Jeg glæder mig overhovedet ikke til at fylde 80, for jeg har jo travlt i livet, fastslog Lone Hertz med et stort smil i TV 2-programmet.