19. sep. 2018
Af af Casper Nielsen

Jussi Adler-Olsen kunne have mistet synet

Jussi Adler-Olsen.
Jussi Adler-Olsen.
Foto: Hanne Juul
Den succesfulde krimi-forfatter måtte holde skrivepause efter alvorlig øjenoperation.

Succesforfatteren Jussi Adler-Olsens krimiromaner om Afdeling Q har ikke blot solgt rigtig godt, men danner også grundlaget for de spændende kriminalfilm "Kvinden i buret", "Fasandræberne", "Flaskepost fra P" samt den nyeste film "Journal 64", som snart har premiere.

Den 68-årige forfatter har dog været gennem en hård tid, der kunne have kostet ham synet på det venstre øje.

– Jeg fik en "glaslegemeløsning" på øjet, da jeg i foråret var i Barcelona, forklarer Jussi Adler-Olsen til BILLED-BLADET.

Haste-operation

– Jeg så det nydeligste spindelvæv, og da jeg kom hjem sagde min øjenlæge, at jeg havde 25 minutter. Så stod de klar til at operere, fortæller den succesfulde krimiforfatter, der således fik mere spænding, end godt er.

– Hvis det løsnede glaslegeme river hul i nethinden, kan det resultere i blindhed, forklarer Jussi Adler, der ikke måtte læse eller skrive i otte uger.

Den ufrivillige pause fra beskæftigelsen betød, at han kom to måneder bagud med sin næste bog, der derfor først kommer efter nytår.

Synet var dog heldigvis godt nok til, at han forleden kunne gå i biografen og se premieren på filmen ”Ditte & Louise” i selskab med fruen Hanne.

Læs mere om: