Bevægende minde: Bent Fabricius-Bjerre overraskede Lise Nørgaard på scenen
Lise Nørgaard har gennem sit lange liv modtaget et hav af priser for sit lange og dygtige virke som forfatter og journalist. Og i 2013 gav BILLED-BLADET TV-GULD Æresprisen, til Lise Nørgaard. Det skete til BILLED-BLADETs TV GULD-prisuddeling d. 3. maj 2013 på Hotel D'Angleterre i København.
Æresprisen blev givet som en påskønnelse af den vigtige og enorme betydning Lise Nørgaard havde haft for dansk kultur, journalistik og TV-underholdning, som har givet danskerne store kulturelle oplevelser, bl.a. med skabelsen af tv-serien "Matador".
Rørende oplevelse med ekstra overraskelser
Prisoverrækkelsen var en rørende oplevelse med en kærlig overraskelse i ærmet fra Bent Fabricius' side. Det fortæller BILLED-BLADETs chefredaktør Annemette Krakau, der tydeligt husker den særlige aften med de to danske koryfæer.
- Det var en meget, meget rørende aften og et stort øjeblik, da jeg overrakte prisen til Lise. Hele salen, den danske tv-branche, stod op og klappede taktfast og længe. Og Bent, som kendte til planen med Lise, havde medbragt en langstilket rød rose, som han gav til Lise efter at have spillet temaet fra ”Matador”. Det var et enestående øjeblik, siger Annemette Krakau.
Også Bent Fabricius-Bjerre blev overrasket
Efter prisoverrækkelsen og den særlige rose-gestus var der yderligere en overraskelse, da Bent blev bedt om at blive på scenen. Og her fik den kendte komponist, der blandt andet lavede den i dag så kendte titelmelodi til Lise Nørgaard-serien "Matador", selv en Ærespris.