Lise Nørgaards familie sender dybtfølt hilsen til alle
Den folkekære forfatter og journalist Lise Nørgaard sov stille ind den 1. januar. Hun blev 105 år gammel.
Nu takker Lise Nørgaards efterladte alle dem, der har udvist støtte i forbindelse med hendes død.
Det oplyser Ritzau.
Familien har udsendt en dybfølt hilsen i en taksigelsesannonce, der bringes i både Politiken og Berlingske fredag den. 3. februar.
- Hjertelig tak til alle, der har sendt blomster, doneret til Danner Stiftelsen eller på anden måde vist opmærksomhed i forbindelse med vores mor, svigermor, mormor og oldemor Lise Nørgaards død og bisættelse, skriver familien.
De skriver, at den kærlighed, danskerne har udvist efter Lise Nørgaards død, er værdsat.
- Det har ikke været muligt for os at finde frem til alle. Derfor vil vi gerne på denne måde udtrykke en meget stor tak til alle i Danmark, der har vist deres kærlighed og respekt over for hende, skriver familien ifølge Ritzau.
Lise Nørgaard blev bisat lørdag den 14. januar fra Sankt Pauls Kirke i København. Hun blev efterfølgende stedt til hvile på Sankt Ibs Kirkegård i Roskilde, hvor hendes søn, Christian Nørgaard, der døde i 1999, og hendes forældre, Harry og Olga, også ligger begravet.