Lise-Lotte Norup overså verdensstjerne på sin ferie
Lise-Lotte Norup, som netop er fyldt 60 år, var tilfældigvis på ferie i sin Nice-lejlighed sammen med sin svenske veninde, Nina Qvick, da hun tirsdag besluttede at tage på udflugt til filmfestivalen i Cannes. Og det er der en helt speciel grund til.
- Det er præcis 40 år siden, jeg boede på Hotel Carlton sammen med resten af filmholdet på "Det er nat fru Knudsen". Filmen var min og Ole Ernsts debut på det store lærred, fortæller hun.
Cannes-festivalen ser for hende ud til at være det samme hurlumhej som dengang, bortset fra at stranden nu er fyldt med filmselskabernes telte. Det var de ikke i 1971, sådan som hun husker det. Lise-Lotte Norup morede sig over, at hun og veninden løb ind i et optrin med Hollywood-stjernen, Jodie Foster, uden at de i første omgang kunne genkende hende.
- Hun så fuldstændig almindelig ud. Meget lidt glamour-agtig, siger hun.
Turen til Nice har hun foræret Nina, fordi denne passede hendes hund, Frida, mens hun fejrede sin 60-års fødselsdag den 12. april med familien på en tur til Indien.