Krøniken er tilbage
DR lægger op til et serieorgie fra den 7. februar. Der kan seerne nemlig glæde sig til at gense Krøniken's første 10 afsnit. De resterende afsnit programsættes på et senere tidspunkt. Op mod 2,7 millioner danskere fulgte med, da serien i første omgang blev sendt i 2004.
"Vi er meget stolte af 'Krøniken' og har glædet os til at kunne tilbyde seerne et gensyn," fortæller DR1-chefredaktør Ulla Pors Nielsen, der oplyser, at Norge, Sverige, Finland og Island har købt serien og derfor ligesom danskerne kan følge med i Ida, Palle, Søs og Eriks liv.
"Kombinationen af de fine, levende portrætter og det præcise indblik i en historisk periode, der havde stor betydning for det Danmark, vi kender i dag, er simpelthen indbegrebet af godt fjernsyn, fordi man både bliver underholdt og klogere på et stykke samfundshistorie, der stadig er væsentligt," fastslår Ulla Pors Nielsen.