Kirsten Siggaard skal opereres: Lægerne lover intet
Kirsten Siggaards syn forværres langsomt, og nu er det blevet så slemt, at hun skal opereres.
Der samler sig væske bag nethinden, og under operationen skal hun have fjernet glaslegemet, der sidder bag øjets linse.
- Det gør ikke ondt, men jeg har en del ubehag, så nu skal der gøres noget ved det. Lægerne lover intet, men da jeg spurgte dem, om de selv ville få det gjort, sagde de ja. Jeg er stadig ikke helt tryg, men jeg håber, at det i det mindste kan stoppe processen, fortæller hun til BILLED-BLADET, da vi møder hende til Dansktop Prisen i Herning, hvor hun optrådte.
Kirsten Siggaard undgår lockout
Næste gang, hun skal på scenen, er 9. maj.
- Jeg er nødt til at være klar. Men jeg skal lige have et par uger efter operationen. Heldigvis passede det perfekt ind i kalenderen med, at jeg skal til forundersøgelse mandag og opereres tirsdag (den 17. april, red.). Jeg må heller ikke flyve lige efter, og det skal jeg senere på året. På den måde er jeg heldig, og det er godt, at operationen ikke bliver påvirket af en lockout, siger hun.
Kirsten Siggaard er tidligere blevet opereret for grå stær, og det forbedrede hendes syn med 10 procent.