Kim Bodnia fylder 50 i dag: Han er helt sin egen
Kim Bodnia er tøndeformet stor, og søndag ruller han rundt om et skarpt hjørne. Et hjørne lige så skarpt og kantet som nogle af de figurer, han trods sin skikkelse har spillet på film og teater.
Kim Bodnia er en af de mest karismatiske skuespillere i branchen, og han bragede gennem lydmuren, da han spillede Nicolaj Coster-Waldaus undervejs temmelig mistænkelige ven i Ole Bornedals gyser ”Nattevagten” fra 1994.
Siden cementerede han sit filmry som rå børste i Nicolas Winding Refns Pusher-trilogi, efterfulgt af en stribe roller som småkriminel i Lasse Spang Olsen-film som ”I Kina spiser de hunde” og ”Gamle mænd i nye biler”.
Også i den virkelige verden blev Kim Bodnia i disse år stemplet som besværlig og uligevægtig. Han skulle angiveligt være gået amok under indspilningen af ”Bleeder”, og for fem år siden var han på forsiden af frokostaviserne, fordi han skulle have truet Hans Pilgaard med tæsk under optagelserne til TV 2-serien ”Stjernerne på slottet”. Begge sager viste sig at være blæst ud af proportioner, og i tilfældet med ”Bleeder” vandt han en retssag mod Ekstra Bladet, der havde gjort et kæmpenummer ud af skandalen.
Men Kim Bodnia ER ikke bange for at stå på sit. Senest har han forladt den succesrige dansk-svenske TV-serie ”Broen”, hvor han for en gangs skyld befandt sig i den anden ende af lovens lange arm som kriminalkommisær Martin Rohde.
Kim Bodnia gik fra Broen
Kim Bodnia har i år fået stor ros for sin rolle som iransk torturbøddel i den amerikanske film ”Rosewater”. Filmen er The Daily Shows afgående vært Jon Stewarts debut som filminstruktør.
Privat nyder Kim Bodnia familielivet med skuespillerkollega Rikke Louise Andersson, som han mødte under indspilningen af ”Bleeder”. Parret har tre børn sammen, ligesom Kim Bodnia har en voksen søn fra et tidligere forhold til skuespiller Lotte Andersen.