Kasper Holten får ny topstilling i London
Det Kongelige Teaters afgående operachef Kasper Holten er i dag blevet udnævnt til ny operachef på Royal Opera House Covent Garden i London.
Han tiltræder i den nye stilling i august 2011, når den nuværende operachef på Covent Garden, Elaine Padmore, går på pension.
I 2000 afløste Kasper Holten netop Elaine Padmore som operachef i København, og nu følger han igen i hendes fodspor, når han afløser hende på Covent Garden, der regnes som et af verdens førende operahuse. Hans kontrakt på Covent Garden løber til sommeren 2016.
Den øverste kunstneriske chef på Covent Garden er chefdirigent Antonio Pappano, og Kasper Holten skal indgå i ledelsen af det berømte operakompagni i et triumvirat med Pappano og Director of Casting Peter Kattona.
- Jeg havde lovet mig selv at holde fast i planen om at være freelancer og have mere fokus på mit kunstneriske arbejde, når min kontrakt på Det Kongelige Teater udløber, fortæller Kasper Holten, og tilføjer:
- Jeg har da også takket nej til forskellige følere om andre chefjobs, men der var ét job, som jeg vidste, at jeg ikke ville kunne sige nej til. Så da Covent Garden henvendte sig og tilbød mig denne stilling, måtte jeg slå til!
- Heldigvis får jeg mulighed for sideløbende med chefjobbet i London fortsat at iscenesætte i et vist omfang, både på Covent Garden og andre steder, og det har været en afgørende faktor for min beslutning om at takke ja.
- Jeg håber således på i de kommende år fortsat at arbejde med både opera, film og teater som instruktør, afslutter Covent Gardens nye operachef.