Karsten Ree sælger sit store palæ, men noget er hemmeligt
"Det er bygget i nyklassicistisk stil med stram symmetri og enkle, rene former og lige linjer." Sådan lyder lidt af salgsbeskrivelsen af Vedbæklund, der netop er kommet på markedet.
Det er ejendomsmægler Ivan Eltoft Nielsen, der har fået til opgave at forsøge at finde den rette køber til Karsten Rees store palæ, der ligger placeret lige ud til Øresund i Vedbæk.
Til SE og HØR fortæller Ivan Eltoft Nielsen, at prisen for ejendommen er hemmelig:
- Vi har aftalt (med Karsten Ree, red.), at prisen er hemmelig. Interesserede købere må henvende sig, og så bliver der en dialog der.
Karsten Ree købte Vedbæklund i 2011 for 70 millioner kroner.
Og skal man tro på salgsannoncen, så er prisen nok stadig i den høje ende.
"’Strandvejens smukkeste villa’ bliver der sagt ved middagsbordene fra Hellerup til Helsingør. Og det forstås. Den er tegnet af arkitekt Oscar Gundlach-Pedersen og stod færdig i 1918," lyder de rosende ord.