Julie Carlsen fra ”Pagten” elsker julen
- For mig er julen den hyggeligste tid på året, fortæller Julie Carlsen i et interview med Familie Journal, og afslører samtidigt, at hun derhjemme selvfølgelig også holder fast i julebagningen.
- Ja, jeg bager altid julesmåkager en gang om ugen i december. En ny slags hver uge, naturligvis.
Julie er fraskilt, men har sine to børn Tobias på 17 år og Sigrid på 14 år. De holder julen sammen med deres far i år.
- Børnene er hos deres far, hvor de er hvert andet år. Så jeg skal holde jul hos min storesøster Kathrine, fortæller Julie der dog glæder sig til 1. og 2. juledag sammen med børnene.
- I år skal jeg kort og godt være sammen med mine børn, sove længe, slappe af i nattøj og gå ture. Det er indbegrebet af hygge for mig, fortæller juleglade Julie Carlsen til Familie Journal.
Foruden familien, får også Julies naboer glæde af hendes store juleentusiasme, afslører hun i interviewet med Familie Journal.
- Juleaftensdag har jeg gennem mange år gjort det til en tradition at besøge alle mine naboer på vejen og give dem en lille blomst. Jeg får et glas portvin hvert sted. Så det er en tradition af de rigtig rare!