Joan Ørting roses af kristen forening
Joan Ørtings uddannelse som sexolog foregik i Holland, hvor det ifølge Joan var 'learning by doing'. Og selvom den fremgangsmåde ikke umiddelbart harmonerer med traditionelle kristne værdier, så roser en kristen forening nu Joans Ørtings nye TV 2-program 'Jagten på gnisten'.
"Den dame er bare rigtig klog. Alle ægteskaber kan trænge til vitaminer og fornyet gnist, og Joan Ørting vejleder parrene på en anstændig og seriøse måde," lyder der anerkendende fra formanden for den kristne lytter- og seerforening KLF Kirke og Medier, Jens Kristian Lynderup, i Ekstra Bladet.
"Jeg er rigtig glad for, at foreningen støtter mit program. Mange har sat mig i bås som sådan en sextosse, men jeg er andet end det. Jeg vil så gerne hjælpe familier til et lykkeligere liv med masser af kærlighed og varme," siger Joan Ørting til avisen.