Jason Watt er atter forelsket
Jason Watt måtte ved TV Charlies "Hjertegalla" indrømme, at hans eget hjerte igen er begyndt at banke lidt hurtigtere. Racerkøreren er nemlig nyforelsket.
- Det er rigtig dejligt. Hun hedder Susan, og hun sidder derhjemme sammen med alle ungerne og en skål slik og ser det her på TV, sagde Jason, der hjertens gerne stillede op for den gode sag, der blev afviklet i Aller Huset, som kvit og frit var stillet til rådighed for arrangementet.
Jason Watt har været single, siden han i 2008 blev skilt fra Sara Mathiesen, som han har sønnen Silas med.
- Susan og jeg er mødtes stille og roligt gennem fælles venner. Hun har en pige på fire år, så det er min ældste datter, Filuca, 9, rigtig glad for. Hun sidder i hvert fald og fletter hår på hende, siger Jason, der jo ellers har to drenge, Silas, 4, (med Sara) og Noah, 9, med radioværten Mai-Britt Vingsøe.
Det er netop for at kunne få mere overskud til børnene i hverdagen, at Jason kraftigt overvejer, om han skal få foretaget en såkaldt "deep brain"-stimulation-operation på Skejby Sygehus. En operation, der muligvis kan få fantomsmerterne i hans ben til at forsvinde.
- Men lige nu ser jeg tiden lidt an. Den smertestillende medicin, jeg får i øjeblikket, virker meget godt, så jeg klager ikke, siger Jason, der altså også har en personlig grund til at være i hjertens godt humør. Hun hedder Susan.