Jacob Haugaard: Jeg havde ikke modet til selvmord
Jacob Haugaard har holdt sig på måtten, lige siden han den 31. maj 1992 tjekkede ind på et behandlingshjem for alkoholikere. Men den dag kunne han lige så godt have taget billetten.
- Jeg overvejede at tage livet af mig selv, men jeg havde ikke modet til det, fortæller han i et interview med Søndagsavisen.
Konen var netop skredet med børnene, og Jacob Haugaard indså i et ædru øjeblik, at hans liv lå i ruiner. At det havde været ét stort kaos, siden han som 14-årig begyndte på sit alkohol- og hashmisbrug. Han måtte gøre noget.
- I de timer tænkte jeg kun, at jeg ikke kunne klare det her mere, at det var løbet fuldstændig af med mig. Min kone ville ikke hjælpe mig op. Hun orkede ikke, skred, og der gik det op for mig, hvor meget jeg elskede hende. Jeg fik et nervesammenbrud, og så tog jeg afsted, fortæller han.
I løbet af fem uger på behandlingshjemmet på Falster gik det op for Jacob Haugaard, hvilket frygteligt menneske han havde været for sig selv og sine omgivelser gennem årtier. Efterfølgende forskansede sig han sig i sit sommerhus i Nordjylland i to måneder for at få styr på sit liv. Da han kom hjem, var også familien vendt tilbage, og i dag har Ilse Wilmot og Jacob Haugaard været sammen i 34 år.