Hundeliv: Hjemme hos Poul Thomsen og Susanne

Parret har netop fejret fem års bryllupsdag i godt selskab med Farbror og Lillebror

Et liv uden hunde er ikke noget godt liv. Den konklusion står lysende klart efter et besøg hos dyrenes sande ven, Poul Thomsen, og hans kone, Susanne Lichtenstein. De første, der byder velkommen i det hyggelige hus med udsigt over Randers Fjord, er Farbror og Lillebror. De to labrador-hunde er husets børn.

- De sætter fut i det hele, siger Poul Thomsen, 73, og erkender, at det specielt er Lillebror på bare to år, der sætter gang i de fleste løjer. Den mere erfarne Farbror på ni år er mere besindig og har et sind, der minder mest om sin ejermand. Det mener i hvert fald Pouls kone Susanne, 46.

- Poul og Farbror ligner hinanden. De dalrer begge to lidt rundt og får det til at se ud, som om de begge har travlt, driller Susanne, og Poul griner godmodigt.

- Ja, du, og Lillebror bor bare til leje, driller Poul tilbage.

Giftede sig også med hunden

Forhistorien er den, at Poul Thomsen havde Farbror, den- gang han blev gift med Susanne, og hun fik ikke noget valg.

- Dengang, jeg mødte Poul, fik jeg Farbror med i købet. Heldigvis fik jeg både mand og hund, forklarer Sus, som Susanne bliver kaldt.

- Ja, hvis du ikke kunne li' Farbror, så havde vi haft et problem, understreger Poul for at vise, hvor stor pris han sætter på sin firbenede ven. Inde bag det kærlige drilleri er det tydeligt, at Sus ikke alene har tabt sit hjerte til Poul, men også til Farbror og Lillebror.

- Det er dejligt at have hunde sammen med Poul. De spreder glæde, og vi kan ikke forestille os et liv uden hunde. Jeg skal i hvert fald have hund, lige til jeg dør, slår Sus fast, og Poul nikker med.

Hunde i stedet for børn

- Faktisk er vi mere knyttet til hunde end børn, for hundene er der hele tiden, og de er konstant lige i hælene på dig. Børn kan godt være optaget af noget andet. Til gengæld er hunde altid glade og harmoniske, er Poul og Sus enige om.

I begyndelsen var Sus bange for, at først Farbror og siden Lillebror ikke ville knytte sig til hende.

- Nu er det næsten blevet for meget, men så må jeg puffe dem væk, hvis jeg næsten ikke kan røre mig ude i køkkenet.

- Du skal også blive bedre til at skrue bissen på, ellers tager de magten fra dig. De kan jo ikke tage det alvorligt, når du skælder ud med din høje og klare stemme, klukker Poul Thomsen med sin dybe og rungende stemme.